Glade dage i Thailand

Hej familie og hej venner. Her kommer en samlet lille update paa, hvor jeg er, hvad jeg har lavet, og hvordan jeg har haft det. Paa forhaand undskyld mine halv-dramatiserende udskejelser, de er skabt I forhaabningen om ikke at goere det foelgende alt for opremsende og kedeligt - hverken for jer eller mig selv.


I skrivende stund befinder jeg mig paa en gadecafe i Luang Prabang, Laos, med en kulsort og bitter kop kaffe som eneste selskab. Den omtent 30 graders konstante varme blandet med fugtigheden fra den overalt omringende regnskov goer, at man hele tiden sveder en smule – ogsaa naar man sidder stille. Man vaenner sig til det, laere at finde de de smaa oaser med en “fan” og noget skygge og soerger for, at man altid har vand inden for raekkevidde.

Byen er omringet af bjerge; frodige, fugtige og taetpakkede bjerge med regsnkov, der fodrer Mekong-floden med vand fra de daglige massive regnskyl, der praeger regionen I sommermaanederne. Regnskyllene renser luften, skyller alt skidtet vaek, og I det fald at man har tag over hovedet, er de snarere en velsignelse end et irritationsmoment. De udgoer et godt opbrud paa dagen, da alt gaar I staa og ens bevaegelsesmuligheder begraenses til det halvtag, du sidder under. De baerer paa en speciel atmosfraere, og man husker tydeligt de kraftige – hvor man var, hvad man lavede, hvad man taenkte. I haabet om at give et lille resume af turen indtil videre er de derfor et godt udgangspunkt.



1. Regnskyl; Kao San Road, Bangkok. Vores foerste regnskyl var i Bangkok. Efter to dage med druk, VM-semifinaler og nogle bizarre nattelivsoplevelser - ingen naevnt, ingen glemt -, var vi klar til en strand, en bog og en haengekoeje. Vi havde booket nogle billige billeter fra et af de halvsuspekte rejsebureauer paa den famoese Kao San Road og sad nu og ventede paa at blive samlet op med bussen. Det havde ikke regnet I to dage og luften var blytung; himlem mere eller mindre kulsort. De hundredevis af gadesaelgere omkring Kao San Road gjorde sig klar til braget, pakkede deres souvenir-junk sammen og slog presseninger op. Paa mindre end fem sekunder stod det ned I laartykke straaler – 10 minutter efter havde vi rygsaekke paa og bevaegede os I den silende regn ned gennem Bangkoks baggyder – forbi smaa gadekoekkener ind og ud ad smaa passager med halvtage, gennem gemte muay-thai traeningslokaler og endelig drivaade ind I bussen og ud af den hektiske, larmende og forurenede hovedstad, paa vej mod dykkeparadiset Ko Tao. Bangkok var en smagfuld oplevelse, men skal bestemt kun indtages I smaa bidder.

Regnskyl nr. 2, Fishbone, Ko Tao. Vil laegger os tilbage I puderne paa Fishbone; baren der 2 dage forinden havde leveret de mest mindevaerdige pladser til en VM-finale jeg nogensinde har haft. Ude I vandet havde de opstillet en kampe storskaerm, og man kunne saaledes sidde paa stranden og langsomt lade sin foedder begrave af de varme boelger, mens man kiggede ud paa den Thailandske Gulf og en fantatisk stjernehimmel. En kamp der hurtigt vil bliver glemt for spil , maal og chancer, men laenge vil staa skarpt i hukommelsen for lokation, stemming og selskab.

To dage efter sidder vi som naevnt paa samme bar, leaner os tilbage I puderne paa gulvet og faar serveret en staerk tom yam suppe ved det lave bord. Regnen kommer som et brag, lyn oplyser himlen og milimeterne falder hurtigere end man troede muligt. Jacob og jeg suger suppen ind i stilhed og aerboedighed. Vi har betop overstaaet vores dykkerkursus efter et fantasisk natdyk med rocker, baracudaer og en intent foelse af at vaere ude paa en hemmelig James Bond-mission. At stige op paa overfladen, puste luft I vesten, laegge sig paa ryggen og kigge op paa stjenerne og omridset af den lille tropeoe var intet mindre end fantastisk

Efter syv skoenne dage tager vi med vemod og haab om et snarligt gensyn fra faenomenet Ko Tao paa vej mod dens sydlige storebror, Ko Phangan. Et himmerige for ny-hippie’er, der hellere vil dykke og bruge deres fritid I en haengekoeje end at gaa paa arbejde fra 9 til 5 og skabe sig et hjem; En lille isolert afkrog af verden, hvor tiden staar stille og eksistenser velvilligt gaar I staa.

3 Regnskyl: Bottle Beach, Ko Phangan. Jeg vaagner med et saet. Larmen er oeredoevende og vores lille jungle-bungalow virker pludselig ekstrem lille og skroebelig. Regnen haggler ned paa det tynde bliktag og vinden rusker haaardt I traeer og palmer. Jeg aabner doeren ud til vores lille altan og konstaterer overvaeldet, at de to tidligere regnskyl godt kan pakke sammen og boeje sig i mudret for dette voldsomme display af naturens kraefter. Jeg skynder mig hen til tasken, mens Jacob langsomt for oejne I sengen bag mig – dette maa dokumenteres! Jeg skyder en video og pludselig er det overstaaet. Fra vores bungalow gaar vi ned ad de stejle trapper og konstaterer med ro i sindet, at Bottle Beach stadig ligger i den lille dal mellem de to bjergkamme – gemt, isoleret og uendelig smuk. Med undtagelse af enkelte strande i Caribien, er det den smukkeste starnd jeg hidtil har sat mine foedder paa, og uden tvivl den hyggeligste. Fodbold og volley I det kridhvide sand, Thai-style barbecue, poker og det venligste bar-, restaurant-, resort-personale man kan forestille sig. Bottle beache var paa flere maader turens hoejdepunkt og et sted man kun kunne have droemt om at finde.

4. Regnskyl. Vores mudrede toej haenger til toerre i junglen, skoene staar og drypper af paa den noget vakkelvogne traebro, der leder over til den lille pynt ved flodbredden og vores aftensmad simre i en stenalderwok over et lille baal i hjoernet af den aabne junglehytte. Vi sidder indenunder taget og venter utaalmodigt paa vores aftensmad. Omkring langbordet; Jeg, Jacob, Balle, Adam, tre franske piger og fire loakle Thai’er. Der bliver serveret kylling i gul karry, groentsager, ris og kartofler. Maaltidet ligger godt tog er tiltraengt efter en dag med vandfald, rafting og trekking gennem junglen.

Denne gang kommer regnen snigende og vi kigger dovent ud paa toejet, og dropper vores forhaabninger om at faa det toert – hva fae’en vi sidder toert og godt med oel, guitar og mad, vores sovepladser ligger fem meter fra hytten og er godt daekket af et langstraekt myggenet – vi er I junglen og har det skoent! Vi har forladt strandene og har erstattet badedyrstilvaerlsen med trekkerens noget mere kraevende hverdag. Drengens tur naermer sig en ende og min egen en begyndelse. Et lille sus I maven. Nervoesitet, positiv spaending, glaede, aengstaelse – har svaert ved at definere suset. En ukendt foelelse af at springe paa hovedet ud I det ukendte.

5. Regnskyl. Sidder paa Julie’s Guesthouse I Chiang Mai. Kl. er halv ni og himlen er skyfri – Ingen regn, sol paa himlen, men alligevel noget af et tordenbrag - Jeg er alene! Foelelsen er overvaeldene. Har sagt farvel til drengene og har nu en time til jeg dragger mod Laos. Stilhed. Jeg foretager mig intet i en time. Kigger ud I luften og suger det til mig.

6. Regnskyl. Live fra Luang Prabang, Laos. I skrivende stund fyldes gaderne med regn mens min kaffe langsomt lader sig drikke. Jeg naaede ikke at vaere alene I meget mere end den ene time paa Julie’s Guesthouse. Efter 10 minutter I bussen mod graensen, steg to danske drenge paa. Johan og Anton – to broedre fra Roskilde med et uadvendt sind og en dertilhoerende lind talestroem. De sidste fire dage har vi tre fulgtes ad med Nick Kelley fra New Zealand og tre engelske piger fra udkanten af London. Det har vaeret nogle gode dage i fantastiske omgivelser. EFter en noget gudsforladt Thailandsk graenseby, krydsede vi Mekong-floden og var dermed I Laos, hvor vi brugte to dage og en overnatning paa at sejle ned ad den traditionsrige flod. Baadturen I sig selv kunne udgoere et kapitel for sig, men jer er bange at jeg allerede har opbrugt min kvote af semilitteraere floskler. I stedet vil jeg runde af for denne gang.

Her fra luang Prabang gaar turen gemmen det primitive og uberoerte nordlige Laos, hvor jeg har taenkt mig at krydse den nyaabnede vietnamsiske granse og naa Hanoi inden d. 18, hvorfra jeg flyver til Delhi. Naeste mulighed for ordentlig Internet bliver formentlig foerst I Hanoi, saa alt afhaengig af hvor god tid jeg har, kommer der noget mere ud der – ellers bliver det fra India!

Solen har nu gjort sit indtog igen og jeg er ved frisk mod, har god mave og en solid tro paa, at floden er dyb nok til et hovedspring ud i det ukendte.

De bedste hilsener fra Luang Prabang, Laos

Nikolaj