Hej Folkens.
Jeg opholder mig for tiden i Dalai Lamas eksilby, Dharamsala, og har efterhaanden vaeret paa farten i over to maaneder. Der er gaaet lidt over en maaned siden, at jeg sidst skrev, men det virker som uendelig meget laengere tid siden, at jeg var i Laos. Tre lande er blevet berejst og adskellige kilometer tilbagelagt til vands, til lands og i luften. Det sidste maaned har varet intenst og hektisk, men samtidig vidunderligt spaekket med indtryk og oplevelser af vidt forskellig karakter. At give en kort og nogenlunde overskuelig opdatering er derfor en ubarmhjertig opgave. Jeg vil jo gerne fortaelle det hele og saette ord paa alt, men maa konstatere, at det i saa fald ville blive en bog og ikke en blog, som ville blive sendt hjem. Det har hverken jeg eller i tid til. En skoenne dag maaske - inspiration er der i hvert fald nok af herovre. For at komme lidt rundt om det hele, vil jeg begynde, hvor jeg slap sidst og prove at give et kort resume af de store traek af turen, som den har formet sig indtil videre.
Efter nogle dage I Luang Prabang, besluttede jeg mig for at fortsaette nordpaa op ad floden. Det var lidt et sats, fordi jeg havde smaaet med info paa landsbyerne langs floden og absolut ingen paa den nyligt aabnede graensepost ind i Vietnam, som jeg havde taenkt mig at krydse. Men det betaler sig sgu at satse, naar det gaelder oplevelser. Hvis man vil ud af den forlystelsespark, man somme tider kan foele sig fanget i naar rejsende flokkes paa de vante rutre, maa man give lidt slip, opgive behovet for kontrol og planlaegning og i stedet lade sig overraske. Jeg blev overrasket, og jeg foelte, at jeg fik set en bid af landet som det er bag kulisserne. Det var meget kort fortalt en kanon oplevelse at sejle norpaa i tillidsfuld uvidenhed. Foerst og fremmest paa grund af omgivelserne; man kunne sidde flere timer med i-pod i oerne og nyde sceneriet af de frodige bjerge, der taarnede sig op langs flodbredden.
Jeg opholder mig for tiden i Dalai Lamas eksilby, Dharamsala, og har efterhaanden vaeret paa farten i over to maaneder. Der er gaaet lidt over en maaned siden, at jeg sidst skrev, men det virker som uendelig meget laengere tid siden, at jeg var i Laos. Tre lande er blevet berejst og adskellige kilometer tilbagelagt til vands, til lands og i luften. Det sidste maaned har varet intenst og hektisk, men samtidig vidunderligt spaekket med indtryk og oplevelser af vidt forskellig karakter. At give en kort og nogenlunde overskuelig opdatering er derfor en ubarmhjertig opgave. Jeg vil jo gerne fortaelle det hele og saette ord paa alt, men maa konstatere, at det i saa fald ville blive en bog og ikke en blog, som ville blive sendt hjem. Det har hverken jeg eller i tid til. En skoenne dag maaske - inspiration er der i hvert fald nok af herovre. For at komme lidt rundt om det hele, vil jeg begynde, hvor jeg slap sidst og prove at give et kort resume af de store traek af turen, som den har formet sig indtil videre.
Efter nogle dage I Luang Prabang, besluttede jeg mig for at fortsaette nordpaa op ad floden. Det var lidt et sats, fordi jeg havde smaaet med info paa landsbyerne langs floden og absolut ingen paa den nyligt aabnede graensepost ind i Vietnam, som jeg havde taenkt mig at krydse. Men det betaler sig sgu at satse, naar det gaelder oplevelser. Hvis man vil ud af den forlystelsespark, man somme tider kan foele sig fanget i naar rejsende flokkes paa de vante rutre, maa man give lidt slip, opgive behovet for kontrol og planlaegning og i stedet lade sig overraske. Jeg blev overrasket, og jeg foelte, at jeg fik set en bid af landet som det er bag kulisserne. Det var meget kort fortalt en kanon oplevelse at sejle norpaa i tillidsfuld uvidenhed. Foerst og fremmest paa grund af omgivelserne; man kunne sidde flere timer med i-pod i oerne og nyde sceneriet af de frodige bjerge, der taarnede sig op langs flodbredden.
Samtidig gav baadtuern et indblik i livet langs floden. Gamle fiskere med straahatte paa hovedet og aeldgamle triks I aermet, unge buddhister der skulle transporteres op langs floden, og boern der ubekymret og euroforisk badede i flodbreddens tykke leragtige mudder. Hver gang vi kom til den mindste landsby, var vi inde og samle folk op og saette folk af, hvilket gjorde, at man fik moedt en lille vifte af befolkningen, og paa den maade blev baadturen til et mini-studie af den laotiske befolkning.
Med et par overnatninger i smaa landsbyer langs floden, endte jeg med at blive sejlet naesten helt op til graensen og maatte i den beskedne landsby Muang Khua soergmodigt indse, at floden ikke kunne tage mig laengere nordpaa. Hidtil havde flodpramme vaeret mit eneste transportmiddel i Laos, og jeg maate nu ty til bussen, hvis jeg skulle til graensen. Heldigvis gik der hver dag kl. 4 om morgenen en daglig rute fra Muang Khua til graensen og videre ind i Vietnam. Med et meget oemt haleben og en bustur som jeg aldrig vil glemme, naaede jeg til den gamle krigsby Dien Bien Phu, hvor franskmaendene fik kloe tilbage i halvtredserne.
Jeg var kommet til Vietnam – et nyt land, en ny kultur og en helt anden mentalitet. Hvor gadebilledet i Laos var praeget af orangeklaedte buddhister, var det i Vietnam uniformerede soladater. Dien Bien Phu var en surrealistisk oplevelse. I det ene doegn jeg var der, saa jeg ikke en eneste rejsende, kun vietnamesere med et meget begraenset engelsk ordforraad og en undrende grimasse i ansigtet. Efter en lang tur rundt i byen lykkedes det dog at finde et hostel og et gadekoekken, der ikke saa alt for suspekt ud. Jeg fik saaledes spist, sovet og kom med bussen dagen efter.
Igen en hoejst mindevaerdig bustur, Jeg var eneste rejsende og stort set ingen i bussen kunne et ord engelsk. Jeg var en blind passager og gav al min tillid til at chauffoeren ville prikke til mig naar vi naaede, den lille bjerby Sapa, som jeg havde taenkt mig at bruge et par dage i. Efter 12 timer intens bejrgkoersel og et meget lokalt frokostophold stoppede den lille minibus og chauforren vendte sig dovent om og fik fremstammet, ‘Sapa’. Jeg kom af bussen, og indsaa jeg at jeg igen var i beroering med turismens lange arme - tilbage i den sindrigt indrettede forlystelsespark og jeg maa indroemme, at det efter en uge i smaa landsbyer langs floden og et bizart doegn i Dien Bien Phu, var en ganske rar foelelse; et varmt bad, et godt maaltid og en god seng blev vaedsat hoejt. Hele ideen med at tage norpaa i Laos var for at komme til Sapa, men jeg endte alligevel med kun at blive en dag - vejen og rejsen havde vaeret en stoerre oplevelse en maalet! Sapa var en hyggelig lille by med en fantastisk flot dal neden for sig, men meget mere var der ikke at komme efter.
Jeg var kommet til Vietnam – et nyt land, en ny kultur og en helt anden mentalitet. Hvor gadebilledet i Laos var praeget af orangeklaedte buddhister, var det i Vietnam uniformerede soladater. Dien Bien Phu var en surrealistisk oplevelse. I det ene doegn jeg var der, saa jeg ikke en eneste rejsende, kun vietnamesere med et meget begraenset engelsk ordforraad og en undrende grimasse i ansigtet. Efter en lang tur rundt i byen lykkedes det dog at finde et hostel og et gadekoekken, der ikke saa alt for suspekt ud. Jeg fik saaledes spist, sovet og kom med bussen dagen efter.
Igen en hoejst mindevaerdig bustur, Jeg var eneste rejsende og stort set ingen i bussen kunne et ord engelsk. Jeg var en blind passager og gav al min tillid til at chauffoeren ville prikke til mig naar vi naaede, den lille bjerby Sapa, som jeg havde taenkt mig at bruge et par dage i. Efter 12 timer intens bejrgkoersel og et meget lokalt frokostophold stoppede den lille minibus og chauforren vendte sig dovent om og fik fremstammet, ‘Sapa’. Jeg kom af bussen, og indsaa jeg at jeg igen var i beroering med turismens lange arme - tilbage i den sindrigt indrettede forlystelsespark og jeg maa indroemme, at det efter en uge i smaa landsbyer langs floden og et bizart doegn i Dien Bien Phu, var en ganske rar foelelse; et varmt bad, et godt maaltid og en god seng blev vaedsat hoejt. Hele ideen med at tage norpaa i Laos var for at komme til Sapa, men jeg endte alligevel med kun at blive en dag - vejen og rejsen havde vaeret en stoerre oplevelse en maalet! Sapa var en hyggelig lille by med en fantastisk flot dal neden for sig, men meget mere var der ikke at komme efter.
Jeg havde vaennet mig til at vaere paa farten og blev hurtig rastloes. Jeg ville til Hanoi og maerke byen inden, at jeg skulle til Indien og fik i sidste ojeblik booket mig paa et nattog; en seks personers kupe paa 4 kvm, med tre senge paa hver side og en halv meter mellem hver. Jeg tror aldrig, at jeg har sovet saa klaustrofobisk, men det lykkedes mig at falde I soevn blandt en venlig vietnamesisk familie, og naeste morgen inden byen var vaagnet, rullede toget langsomt ind i den vietnamesiske hovedstad. Jeg var kommet til Hanoi – en slumrende kaempe, der hastigt er paa vej frem. Der er god vakest i landet, ejendomspriserne i Hanoi er taarnhoeje og byen summede af energi og optimisme. Jeg havde nogle fede dage i Hanoi. I hoej grad takket vaere Emilie fra min gamle gymnasieklasse, som har bosat sig i byen med sin kaereste og fundet arbejde. Jeg blev indlogeret hos dem i et dejligt gammelt fransk tre –etageres hus med Air-Con (der var genrelt ekstremt varmt og fugtigt I Hanoi – en fem-minutters gaatur midt paa dagen og man var badet I sved), og blev guidet saerdeles godt… isaer gastronomisk! Yderligere havde jeg paa grund af min speed-traveling i Laos og Nordvietnam tid til at se Halong Bay – et rigtig “must-see-sight”, som jeg ikke kunne lade vaere med at bruge penge paa. Jeg forkaelde mig selv med lidt lukus, og kom med en stor rummelig baad, hvor vi blev opvartet efter alle bogens regler og kunne bade fra taget.
Efter Halong Bay var turen endelig kommet til berygtede Indien. Jeg havde gjort mig mange tanker om landet og hoert mange forskellige historier, men det er saa svaert at beskrive eller taenke sig til, at intet kommer i naerheden af at ramme plet. Det var ikke et andet landet jeg kom til - det var en helt anden verden! Alle sanser bliver (over)stimuleret; her lugter anderledes, her lyder anderledes, her smager andeledes, her foeles anderledes og her ser anderledes ud.
Jeg kom til Delhi kl. 1 om natten og roeg direkte ind i tursistmoellen. I stedet for at blive koert til banegaaerden, som jeg havde bedt den lumske taxachauffoer om, blev jeg slaebt fra det ene saakaldte rejseburaeu til det andet – ingen ville koere mig til banegaarden, da den angiveligt var under “rekonstruktion”. Efter seks timers despesrat diskussion gav jeg op og lod mig snyde. Til overpris fik jeg en privatbil til at koere mig dirkete nordpaa til Rishikesh og jeg kom ud af Delhi. Det var en haard start paa Indien at blive kastet dirkete for hundene uden soevn og mad, men set i bakspejlet slap jeg naadigt fra det.
De foerste dage i Rishikesh var deciderede tilvaennignsdage. Jeg sov, jeg laeste, sad paa café og undrede mig over hvad i alverden jeg lavede Indien, men efter nogle dage begyndte jeg at komme ovenpaa og fik oejnene op for landets kvaliteter. Her er saa mange muligheder og oplevelser, der ligger og venter paa at blive udforsket, saa stor religioes, kulturel og geografisk diversitet, at det virkelig foeles som, at Indien kuune udgoere en verden for sig. Der er koeer paa gaderne, aber paa tagene og lort i rendestene – alt sammen blandet sammen i en stor tosset paerevaelling af lyde, lugte og indtryk. Bare at gaa en tur ned ad gaden var de foerste dage nok til at at fodrer en med oplevelser for en dag.
Riskikesh var dog et godt sted at begynde min faerd i Indien. Ganges brusede voldsomt ned gennem byen, yoga- og medtitaionsskilte hang overalt paa gaderne, og historier om kudalini og chakraer florerede i krogene – jeg var kommet til mystikkens hjemland!
Taet paa hvor Beatles boede tilbage under deres indiske udskejelser, fandt jeg mig i den aand en ashram at bo i. Der var daglig meditations- og yogaundervisning og jeg begyndte at finde mig til rette. Jeg tror aldrig, at jeg har boet saa simpelt og beskedent, som de fem dage jeg havde i ashrammen. En stenhaard briks som seng, et faelles squat-toilet som lokum, og en vandhane paa hojde med min hofte som bruser. Paa den maade foelte jeg virkelig, at jeg var kommet til Indien og landet voksede paa mig dag for dag.
Efter en uge i rishikesh stroeg jeg med bussen mod nordvest og Dharamsala. Da haeftige regnskyl flere steder havde oversvoemmet vejene, blev, hvad der skulle have vaeret, en tolv-timers tur hurtigt forvandlet til en toogtyve-timers, hvilket gav andlening til flere sporadiske og meget underholdende “chai”(te)-stop henad vejen. Ikke desto mindre kom vi frem, og tre dage efter sad jeg i Dalai Lamaens tempel og modtog undervisning, i nogle af de mest centrale tekster indenfor tibatansk buddhisme. At se og opleve ham her i hans hjemby har vaeret helt unikt. Byen er tibetanernes hjerte; deres regering er her, deres spirituelle overhoved er her og alle rundt om i verden, der har med landet og deres sag at goere enten er her, har vaeret her eller kommer hertil. Samtidig er det et samlingspunkt for munkene, da flere klostre er beliggende rundt omkring i omraadet. Jeg forelskede mig hurtigt i stedet og efter Dalai Lama-undervisningen, et fem dages buddhistisk filosofi-kurus og nogle dage i byen besluttede jeg at forlaenge mit ophold her fra ti/tolv dage til et maaned i alt. Stedet her kommer saaledes til at udgoere en stor del af min tid i Indien, men efter at have vaeret paa farten i to maaneder er det rart at have slaaet sig lidt ned. Jeg har laert de gode steder i byen at kende og moedt en masse dejlige mennesker. Samtidig har jeg nu hoert Dalai Lama to gange, og virkelig nydt det. saerligt den sidste dag i forgaars, var helt speciel. Man er blevet fodret med smoer-te, tibetansk broed og frokost af munkene hver dag, og jeg har generelt foelt sig som en gaest i hans tempel. I forhold til hvad jeg havde regnet med, har der naesten ingen mennesker vaeret og man har derfor haft en foelelse af intimitet og autencitet, som vil vaere svaer at opstoeve i Bella-Centeret eller lignende. Det har vaeret en gave at se ham paa denne maade.
Naeste skridt paa rejsen kommer til at foergaa i stilhed og meditation. Jeg har meldt mig til et elleve-dages kursus, lidt laengere oppe af bjerget, hvor der bliver undervist i, og mediteret paa, “Emptiness”, hvilket komplementerer, hvad jeg har laest og hoert om i forbindelse med Dalai Lama-forelaesningerne. Saa det hele falder godt i hak, og jeg foeler at min forstaaelse for, og erfaring af, filosofien rykker sig.
Alt I alt er derfor jeg en saerdeles glad mand for tiden. Jeg nyder livet, suger til mig af kulturen og prover at vaerdsaette det hele saa meget som muligt.
Jeg taenker paa jer derhjemme og sender masser af positive tanker i retning af Danmark.
De bedste hilsner fra lamaens eksil.
Nikolaj
No comments:
Post a Comment