Nepal - bjerge, høj puls og kultur for alle pengene

Hej alle!

I morgen starter mit store buddhakursus, og jeg begynder dermed at kunne se en ende på mine eskapader. Selvom det på mange måder er vemodigt at skulle tage afsked med den eventyrlige tilværelse som rejsende, er jeg efterhånden også en mæt og veltilfreds skribent, der glæder sig til at sætte sig på hug og fordøje alle de oplevelser og indtryk, som de seneste måneder har budt på.

Inden det når så langt, slipper i dog ikke for et sidste kapitel her på bloggen. Endnu et måned er nemlig gået, og der er igen masser af erfaringer, der presser sig på for at blive skriftliggjort.

For det første vil jeg gerne skrive lidt om Nepal, og hvilket fascinerende sted på kloden det er, og for det andet vil jeg gerne fortælle lidt om, hvad Knub og jeg har foretaget os i de tre uger, vi havde sammen i dette skøre og forunderlige land.

Det begyndte med et meget glædeligt gensyn. Efter 2 måneder alene på farten var det herligt at se Knubs glade ansigt dukke op ud af menneskemængden i Kathmandus lufthavn. Uden rygsæk, der først kom dagen efter, men med et stort smil på læben - åben og forventningsfuld og med en appetit på oplevelser, der hurtigt blev mødt. Når man kommer direkte fra Danmarks struktur og renlighed, er bare det at gå en tur i gaderne her er i sig selv en kæmpe sværm af indtryk. Jeg tror med andre ord, at det var en begejstret og forbløffet Knub, der tog imod Kathmandus labyrint af små smalle stræder, gemte tempelpladser og latterligt proppede gågader hvor horder af gadesælgere tilbyder alverdens underlige ting, imens scootere og motorcykler ihærdigt prøver at dytte sig gennem den tætpakkede masse. Et kvarter på hovedgaden og man er færdig.
                       Heldigvis havde vi en afslappet base i det gamle hippiekvarter omkring ”Freak Street”, hvor man stadig kan falde over levn fra starten af 70’erne, der sidder og hænger ud med røg og kaffe på den håndfuld cafeer, der har overlevet tidens tørn. Herfra brugte vi vores første dage på at udforske Kathmandu og de omkringliggende bydele Patan og Bhaktapur, hvor gaderne i sig selv kunne udgøre et museum; gamle bindingsværkshuse med detaljerede træsnit, små skrin med hinduguder og templer fra en svunden tid hvor landet lukrerede godt på deres position som handelsrute mellem Indien og Tibet/Kina.

  

 Knub på torvet i Patan

Politisk og økonomisk må man sige, at den storhedstid er forbi. Landet er et af verdens fattigste og fik for blot to år siden indført demokrati, men grådige og korrupte politikere med alt for dybe lommer gør det hele tungt og ueffektivt, og man har således stadig ikke formået at få en egentlig forfatning på plads. Kulturen og folkeånden lever derimod i allerhøjste grad og man kan næsten ikke undgå at blive revet ned i en farverig gryde af tibetansk buddhisme, hinduisme og naturreligion, der giver kulturen dens helt særegne præg. Anden aften Knub var i byen, stødte vi såledespå en mindre gruppe hinduer, der under en høj orange træparasol bar rundt på en mand i trancetilstand. Forsamlingen stoppede op ved et af templerne på Kathmandus ”Durbar Square”, og her blev en ged ud af mørket hevet frem og brutalt slagtet. Pludselig var folkemængden spredt og rykket videre med trancemanden, der efter sigende havde ladet den blodtørstige gud Kali inkarnerer i sig. Tilbage var en tyk klæbrig blodpøl og to forundrede danskere. Det viste sig, at Knub var ankommet midt i den vigtigste og mest blodige festival på året, ”Dasain”, hvor geder, haner og alskens andre kreaturer får lov at lade livet som ofring til Shiva og hans slæng af sagnomspundne guder. Barbarisk for nogle, naturligt for andre, men i hvert fald kultur for alle pengene.

På trods af udbredt festivalstemning landet over kom vi efter nogle begivenhedsrige dage i Kathmandu med en bus vestpå til landets andenstørste by, Pokhara – centrum for trekkere, paraglidere, riverraftere og alverdens andre eventyrere med hang til højder og høj puls. Byen ligger ned til ”Phewa lake”, der, omkranset af bakkekamme og med Himalayakæden i baggrunden, giver byen en dejlig laid-back atmosfære.

  

Phewa Lake, Pokhara

Kulturelt og historisk har Pokhara dog ikke det store at byde på, og det er hovedsagligt på grund af trekking og adventuresport, at folk kommer dertil; Knub og jeg var ingen undtagelse. Vi begyndte med en halvanden times ”action packed” riverrafting, hvor vi fik vores sag for. I løbet af to minutter vi gennemblødte, og halvvejs nede af floden gik det galt for vores partnerbåd, der kindrede og måtte en tur ned og svømme i den kolde brusende flod. Efterfølgende klappede vi hinanden på skuldrene - meget veltilfredse med ikke at have at været på svømmetur.

Paragliding kunne vi simpelthen heller ikke lade være med at bruge penge på. Vi kiggede hver dag med misundelse op på de mange faldskærme, der svævede over bakketoppene, og besluttede os efter få overvejelser at springe ud over en 2000 meters høj klippeskrænt med intet andet end en stor pose stof og en instruktør på ryggen - en af de klogeste beslutninger jeg længe har truffet.

    Paragliding med Knub nede i venstre hjørne og Himalaya i baggrunden

Følelsen af først at løbe ned ad skrænten for i det næste øjeblik at svæve igennem luften var helt igennem genial, og de første mange minutter kunne jeg intet andet end at grine højlydt og udbryde… waaaauuuuhh! Fysisk landede vi efter en halv time, men mentalt tog det væsentlig længere.

Den uden tvivl største oplevelse ved Pokhara var dog trekkingen; den lange gåtur som viste sig at være meget mere end bare en lang gåtur. Syv dages hård fysisk udfoldelse i et eventyrlandskab fuldt af frodige grønne dale, floder, vandfald og bjergtinder der majæstatisk tårner sig op i horisonten. Når jeg kigger tilbage, føles det en smule som om, at man var i en drøm, ude på en mission i en slags magisk parallelverden. Vi klatrede op og ned af stentrapper. Vi slæbte os over bakkekamme og ned igen for at krydse floder. Vi faldt udmattede om i vores senge kl. ni om aftenen og vågnede med solen om morgenen for at komme ud på ruten. De første dage var hårde og ubarmhjertige, særligt fordi vi blev konfronteret med hvilken fysisk udfordring, det egentlig var, at vi havde givet os i kast med. De efterfølgende dage begyndte benene at gøre ondt, men mentaliteten steg gradvist i takt med vores højde over vandets overflade, og efter fire dages strabadser befandt vi os i 4200 meters højde på Annapurna Base Camp; udmattede og forfrosne, men lykkelige over at have nået målet og samtidig fuldstændigt blæst bagover af de syn og den naturoplevelse vi havde fået med på vejen.

Macchapuchere (langt fra sikker på stavningen) set fra ruten

For to mænd der altid har været tiltrukket af bjerge var det en helt speciel følelse at sidde midt inde i verdens højeste kæde og være omgivet af tinder på syv- og ottetusind meters højde. Stilheden og storheden var slående.

  

Annapurna Base Camp (4200)

Turen ned gik noget mere smertefrit, vi hoppede fra sten til sten og fra det ene ”teahouse” til det andet, og hvor vi på vejen op havde halset efter kunne vi nu det hele. Vi var nede på tre dage og satte os ind i bussen til Pokhara med ømme muskler og smil på læberne - det var tid til øl, mad og massage.

Efter således at have riverraftet, paraglidet og trekket følte vi, at Pokhara havde tjent os godt, og vi vendte igen snuden mod landets hovedstad. For at skære turen over i to og samtidig få et lille indblik i livet på landet besluttede vi os for at stoppe i den lille by, Bandipur. Udover at give et landligt indblik må det siges, at Bandipur ligeledes gav indblik i, hvordan turismens lange og voksende arm, har influeret den almene nepalesers liv. En by, der for ti år siden ikke havde set skyggen af turisme, havde nu en hovedgade indrettet til at imødekomme omverdens behov. Man må være påpasselig med at dømme turismen som negativ eller positiv - den er formentlig begge dele - men meget har forandret sig i Nepal de sidste 10-15 år, og det er en udvikling, der med garanti kommer til at fortsætte. Man kan derfor kun håbe, at de formår at bevare den kulturelle og naturlige rigdom som landet er i besiddelse af, og at udviklingen bliver dirigeret i en positiv retning.

Tilbage i Kathmandu tog vi efter nogle dage med indkøb, afslapning og gode måltider afsked, og Knub kørte sin sidste strækning på turen fra Freak Street til lufthavnen. Dermed sluttede tre uger, som længe vil stå skarpt i vores ellers sløje hukommelser. Udover Nepal i sig selv, bestod en stor del af oplevelsen naturligvis også i at være sammen i tre uger og dele alle indtrykkene med hinanden. Det er de færreste, der får den slags muligheder, og det kan svært overvurderes.

Med et måneds klostertilværelse foran mig og en masse uforglemmelige oplevelser i bagagen er jeg nu igen alene. Jeg har haft fire af de mest udfordrende og givende måneder af mit liv, som jeg utroligt gerne vil give jer del i, men som desværre kun har ladet sig beskrive i overfladiske brudstykker. Jeg glæder mig derfor til at se jer, fortrinsvis over et godt dansk julemåltid, og udfylde hullerne og detaljerne så godt som muligt. Ikke desto mindre har det været en god måde at kommunikere hjem på, og ikke mindst på grund af alle jeres positive og motiverende tilbagemeldinger har det været en fed adspredelse, i de perioder hvor jeg har haft tid. Tusind tak for det, og tak for i læste med.

Kram og kærlighed til jer alle.

Nikolaj

Tvaers over Indien til Kathmandu

Kathmandu! - Hvor har jeg dog glaedet mig laenge til at komme hertil, og hvor er det dog bare skoent endelig at vaere her. Jeg har ladt Indiens hektiske cirkus bag mig og fundet vej til Nepals koeligere luftlag, hvor jeg efter 11 af de mest indholdsrige dage paa min tur aander ud og traekker frisk luft ind, inden et nyt kapitel af min rejse begynder. Jeg kom hertil torsdag aften efter en af de haardere busture; ti timer med dybe og hyppigt forekomne huller i vejene, haarde saeder og minimal benplads. Turen var kulminationen paa nogle kraevende, men fantastisk spaendene dage fra Dharamsala til Kathmandu hvor ens rejse- og eventyrlyst for alvor blev stimuleret og testet. Jeg beklager derfor, at det foelgende er langstraekt, men der er meget, der gerne vil ud.
    
Det begyndte med en tidlig morgenbus fa Dharamsala til Amritzar ved den pakistanske graense. Jeg havde dagen forinden afsluttet mit elleve-dages "tomheds-kursus" og havde vaenet mig til mildest talt ikke at faa alt for mange indtryk ind. Derfra at blive kastet ud i en indisk millionby var selvsagt noget af en omvaeltning. Til mit held havde jeg moedt to tyske piger i bussen, som jeg kom godt ud af det med, og sammen havde vi oplevelsen af at blive frekventeret i sikkhernes overdaadige gyldne tempel. Udover selve templet bestod oplevelsen af dagligt at blive bespist i de kaempe spisesale, der laa op til templet. Omtrent 60.000 bliver hver dag koert igennem et simpelt indisk maaltid bestaaende af karry, linser (daal), fladbroed (chapati) og en slags rispudding til dessert - alt sammen spist paa gulveet i lange raekker saa udskaenkningen kan komme frem til alle med deres kaempemaessige spande af idnisk guf. YUM!

Det var logistik og betjening paa hoejt plan og i betragtning af, at det hele var donationsbaseret, var det ikke mindst gaestfrihed i saerklasse. Ligesaa med sovepladserne. I en floej af templet blev alle rejsende tilbudt simple "dorms", hvor folk hang ud og udvekslede erfariger og tips. Logistikken her var dog ikke saa god som i spisesalene, saa da vi skulle til at sove om aftenen, var der et maerkbart underskud af sengepaldser, saa folk fra verden over kom virkelig hinanden ved den aften! Jeg vaagnede tidligt den nat ved et lystofroer, der stod og flakkede, og mellem en tysker og en israeler klemte jeg mig forsigtigt ud af den lange og taetpakkede raekke af sovende verdensborgere. Solen var endnu ikke staaet op, og jeg saa mit snit til at opleve en solopgang af de helt saerlige. Sammen med hundredevis af indiske pilgrimme, der havde sovet udenfor paa tempelpladsens haarde stengulv, bevaegde jeg mig ned til templet og fik set en solopgang, som jeg sent vil glemme. Jeg sad paa bredden af den hellige soe, i hvis midte templet befinder sig, og maabede - det var Indien som jeg hade droemt om, at det ville vaere; en knaldroed sol over et gyldent tempel, omringet af en masse skoere, venlige og religiost hengivne mennesker, der byder dig ind til en smagsproeve af deres form for tilbedelse. Fantastisk!  

Efter blot halvandet doegn forlod jeg taknemligt Amritzar med en uforglemmelig oplevelse bag mig og en 22 timers togtur til Varanasi foran mig. Jeg havde booket en soveplads paa "regular sleeper", og det viste sig at vaere det helt rigtige. Jeg fik den overste briks i en aaben seks-personeres kupe og lagde mig godt til rette med min backpack som hovedpude. Paa trods af den haarde briks og de mange lyde fra det gamle bumletog fik jeg sovet glimrende og vaagnede foerst sent ved lyden af tesaelgerne, der evigt bevaeger sig igennem toget og messer "Chai-Chai-Chai" i en monotom rytme. Jeg fik mig hurtigt en kop, satte mig op paa min briks og sluprede den i mig mens jeg begyndte min obsevation af togets herligheder. Stoerst af dem alle de mange saelgere der med jaevne mellemrum kommer forbi med alverdens underlige madvare: Samosa'er, karyy-retter, Chai og en lang raekke andre udefinerbare ting som forblev mig og min mave ubekendt. Samosaerne var dog fremragende - sproede udenpaa, bloede indeni og speakket til randen med indiske krydderier. Jeg fik fire til morgenmad og laenede mig tung i maven tilbage i saedet. Efter lidt over en maaned i Dharamsala foelte jeg igen, at jeg var paa farten, og det var fedt! Et sus i maven og et skaevt smil paa laeben mens jeg kiggede up paa det passerende landskab og de smaa landsbyer som vi rullede ind og ud af. Toget koerte langsomt, men turen gik hurtigt. Paa toogtyve timer havde vi krydset over det halve af Indien, og jeg befandt mig nu i Varanasi.  

Jeg koerte ind i byen ved solnedgang, fandt mig hurtigt et guesthouse og bevaegede mig ned til Ganges i tide til "aftenpuja" - et slags renselsesritual udfoert hver aften ved flere af de "ghats" som foerer ned til den hellige flod. Ser man bort fra den evige kamp med rickshaw-chaffoerer, gadesaelgere og utallige andre suspekte eksistenser, der haenger ud paa gadehjoernerne og henvender sig, naar man bevaeger sig ned gennem centrum, saa gik tingene ret smurt i Varanasi. Det var i hoej grad takket vaere en indisk fyr ved navn Sonu fra mit guesthose, som droenede mig rundt i byen paa sin motorcykel. Gennem den vanvittige traffik naaede vi hurtigt frem til alle de steder i byen, der var vaerd at se, og efter to et halvt doegn foelte jeg, at jeg havde set Varanasi. Hovedattraktionen havde vaeret at sejle ud paa Ganges tidligt om mogenen for at se solopgang og de mange indere, der badede sig i den forurenede flod.

Samme morgen gik jeg gennem den gamle bydel ned til den ghat, hvor kremeringerne finder sted. En hovedaarsag til byens status som den helligste i Indien skyldes den tro, at man ved doedsfald kan rense den afdoede fra negativ karma ved at dyppe vedkommende i Ganges. Man lader derefter liget toerre og braender det ved flodbredden. Varanasi og Ganges fungerer dermed som et slags hinduistisk begravelsesmekka, hvor indere valfarter til med afdoede familiemedlemmer. Jeg blev foert rundt af en af de brahminer, der havde sit virke ved ghatten, og jeg blev ikke sparet for noget - lig der braendte og sorgende familier blev udstillet som det mest naturlige i verden, og jeg blev efterladt noget chokeret af min rundviser, der ikke var bleg for at spoerge om en betragtelig donation; et billede der generelt illustrerer mine oplvelser med hinduismen. Man bliver hurtigt og ret kontant foert igennem et tempel eller en ceremoni og bliver efterladt rundtosset og gerne med nogle hundrede rupees mindre paa lommen. Det er alt sammen meget dramatisk og stemningspraeget med hoejlydte mantraer, absurde maengder roegelse, maling og blomster og som regel ender det med, at man bliver preset til at "ofre" en masse penge. Det er fascinerende og farverigt, men det er ikke altid, at man gaar derfra med en god smag i munden. Det samme med mit genrelle indtryk af Varanasi - det var en stor oplevelse at se de forskellige ghats, sejle paa Ganges og krybe sig ned gennem koer og templer i centrums smalle og snoeklede straeder. Jeg kom taet ind paa den religioese feber og fik set et knudepunkt i hinduernes verden, men det var konstant med foelelsen, at man var en penegmaskine som kunne aabnes op ved hjaelp af religionen. Det var derfor med en blandet foelelse at jeg satte kurs mod Bodhgaya - stedet, hvor Buddha blev oplyst. 

Havde jeg troet, at jeg kunne undslippe hinduismen i Bodhgaya, tog jeg grueligt fejl. Det viste sig, at der i den weekend, hvor jeg var i Bodhgaya, samtidig fandt en hinduistisk festival sted i naerheden, og Bodhgaya var detrfor proppet til randen med indiske turister... SUK! Rickshaws der ivrigt dyttede i deres haabloese forsoeg paa at komme hurtihere frem, store gamle turistbusser der osede kulsort roeg ud af udstoedning efterfulgt af menneskehorder, der maser sig ud og ind imelem hinanden i den stegende og stoevede hede. Bodhgaya var bestemt ikke det afslappede vandhul, som jeg havde forventet, men kunne man vaere taalmodig og traekke et smil paa laeben i rettte tid, var det en oplevelse at se det indiske valfartscirkus rulle sig ud, og man maa sige, at det skabte noget liv ved det gamle tempel. Samtidig fik jeg paa trods af virvaret mediteret under boddhitraet med nogle venlige munke og foretaget mig en dagstur ud til nogle af de huler, som han medieterede i inden, at han satte sig under boddhitraet. 

Naste stop i Buddhas fodspor var Bihars aeldgamle hovedstad, Rajgir, og den saakaldte "Vulture's peak" , hvor han tilbragte en stor del af sine sidste aar, og hvor "Hjertesutraen" angiveligt blev tilvejebragt. Sutraen er en kernetekst indenfor mahayana-buddhisme og fungerede som omdrejningsunkt for baade Dalai Lamas belaeringer og mit efterfoelgende kursus. Jeg taenkte derfor, at et besoeg ville fuldende billedet og derudover udgoere en god mulighed for at komme ud og se noget af Bihar. Efter en aften og to doegn forlod jeg derfor om morgenen Bodhgaya, og samme eftermiddag befandt jeg mig paa et meget lokalt og uhumsk hotel i midten af Rajgir. Jeg var kommet paa landet i Indiens fattigste delstat, og jeg var kommet vaek fra turistsporet. Folk kiggede ofte med lange oejne paa mig - om det var ud af nysgerrighed, undren eller noget tredje skal jeg ikke kune sige, men det var tydeligt, at det ikke var hver dag, at en blond ung vesterlaendning kom forbi med en stor klump paa ryggen. Da jeg fik begivet mig ud til Vulture's Peak for at meditere, endte jeg istedet med at blive centrum for en hel skolekalsse, der var paa udflugt. De fangede mig uforberedt, og paa to sekunder havde alle deres mobiltelefoner fremme for at faa taget deres billede med mig, efterfulgt af spoergsmaal som; where from? how old you are? How many days India? Og jeg foelte mig et kort oejeblik som en anden hollywoodstjerne. Efter noget tid i rampelyset sagde jeg paent farvel og fik slaaet mig ned paa Vultres Peak til solnedgang. Den torre varme fra heden havde lagt sig og ud over en lille gruppe koreasnke buddhister havde jeg stedet for mig selv. Jeg satte mig godt tilrette og fandt ro ovenpaa en saerpraeget rejsedag. 
                           Rajgir og den omkringliggende egn var et hul i jorden for at sige det lige ud, men ikke desto mindre et meget interessant et af slagsen, idet det gav indsigt i, hvordan forholdene er "off the beaten track". Paa grund af delstatens fattigdom og mangel paa deciderede attraktioner (Bodhgaya udeladt) var turismen stort set uudviklet - ingen restauranter, ingen vestlge toilletter og ingen rickshaws, kun smaa lad drevet af heste som man kunne hoppe op paa for ti rupees. Udenfor de falerede smaabyer langs vejen levede folk, som jeg forestiller mig, at de gjorde det paa Buddhas tid - smaa lerhytter, en broend, en mark (ris hovedsagligt) og et lille mudderhul hvor den enlige vandboeffel kunne faa lov til at koele af midt paa dagen. Det var dermed ogsaa kun et faatal, der kunne snakke et meget begraenset engelsk, men folk var utroligt soede, og jeg klaerede mig med diverse gestikulationer og haandtegn.


Rejsen fra Rajgir og nordpaa var temmelig kaotisk. Toget fra Rajgir var koert af sporet, og jernbanen dermed var ude af drift. Jeg kom op i en bus til en naerliggende by, moedte fire hoejst besynderlige gutter fra Delhi og fik sammen med dem hyret en chauffoer, der koerte os til Bihars hovedstad Patna. Fra hovedstaden kom jeg alene videre til Hajipur, hvor jeg havde booket et tog nordpaa kl 13:50. Pa grund af forsinkelsen ankom jeg stakaandet og svedende 13:48 paa stationen og loeb (sikkert til stor fornoejlse for alle de lokale) forvirret rundt for at finde mit tog, som viste sig at vaere to en halv time forsinket (ikke unormalt i Indien). Jeg slog mig ned paa den spaekkede perron og bestilte "chai". Det var mit sidst doegn i Indien, og jeg satte mig tvesindet ind i det forsinkede tog. Paa den ene side glad for at slippe ud af hvad der somme tider forekom som et varmt, beskidt og tosset inferno af gadesaelgere og ivrige rickshawchauffoerer. Paa den anden side vemodig over at sige farvel til den ubetinget stoerste kulturelle oplevelse jeg har haft i mit liv. 

Ovenpaa en fin sidste overnatning i Indien og tre timers buskoersel var jeg dagen efter ved graensen til Nepal. Jeg fik smertefrit ordnet visa, og inden jeg fik set mig om, sad jeg paa taget af en nepalesisk bus og koerte vindblaest ind i den naerliggende graenseby. Der var en herlig vagabondfoelelse over at at sidde der paa taget og jeg foelte mig klar til at tage imod, hvad end Nepal havde at byde paa. 

Indtil videre har det vaeret en overnatning ved Buddhas foedested, Lumbini, en ti-tmers bustur og nogle skoenne dage i Kathmandu. I byens gamle hippie-kvarter har jeg fundet mig et herligt lille kvistvaerelse med masser sjael, og jeg har de seneste dage siddet i solen paa min smalle afsats og oevet mig i ikke at foretage mig noget. Huset her har fungeret som et "guesthouse" i en menneskealder og har uden tvivl vaeret vidne til lidt af hvert, saa jeg har frydet mig ved tanken om alle de typer, der op gennem tiden har siddet paa samme maade som mig med det formaal at opleve en anden verden end den vestlige - nogle i soegen efter et alternativ, andre af ren nysgerrighed.  


Imorgen lander Knub i lufthavnen og et nyt kapitel begynder som naevnt - et kapitel som jeg glaeder mig utroligt meget til og som jeg er sikker paa bliver fabelagtigt. Baade at komme op i bjergene og faa se landet, men i ligesaa hoej grad at faa selskab af Knub og faa glaeden af at dele nogle forhaabentlig fantastiske oplevlser med daddy'o.  
  
Som tiden skrider frem, maa jeg erkende, at tankerne efterhaanden ogsaa vandrer frem til december og til at se jer over et godt hjemmelavet maaltid og en god flaske vin.


Savner jer alle meget. 


Masser af kaerlighed herfra Kathmandu.


Nikolaj 


  

Tre uger, tre lande

Hej Folkens.

Jeg opholder mig for tiden i Dalai Lamas eksilby, Dharamsala, og har efterhaanden vaeret paa farten i over to maaneder. Der er gaaet lidt over en maaned siden, at jeg sidst skrev, men det virker som uendelig meget laengere tid siden, at jeg var i Laos. Tre lande er blevet berejst og adskellige kilometer tilbagelagt til vands, til lands og i luften. Det sidste maaned har varet intenst og hektisk, men samtidig vidunderligt spaekket med indtryk og oplevelser af vidt forskellig karakter. At give en kort og nogenlunde overskuelig opdatering er derfor en ubarmhjertig opgave. Jeg vil jo gerne fortaelle det hele og saette ord paa alt, men maa konstatere, at det i saa fald ville blive en bog og ikke en blog, som ville blive sendt hjem. Det har hverken jeg eller i tid til. En skoenne dag maaske - inspiration er der i hvert fald nok af herovre. For at komme lidt rundt om det hele, vil jeg begynde, hvor jeg slap sidst og prove at give et kort resume af de store traek af turen, som den har formet sig indtil videre.

Efter nogle dage I Luang Prabang, besluttede jeg mig for at fortsaette nordpaa op ad floden. Det var lidt et sats, fordi jeg havde smaaet med info paa landsbyerne langs floden og absolut ingen paa den nyligt aabnede graensepost ind i Vietnam, som jeg havde taenkt mig at krydse. Men det betaler sig sgu at satse, naar det gaelder oplevelser. Hvis man vil ud af den forlystelsespark, man somme tider kan foele sig fanget i naar rejsende flokkes paa de vante rutre, maa man give lidt slip, opgive behovet for kontrol og planlaegning og i stedet lade sig overraske. Jeg blev overrasket, og jeg foelte, at jeg fik set en bid af landet som det er bag kulisserne. Det var meget kort fortalt en kanon oplevelse at sejle norpaa i tillidsfuld uvidenhed. Foerst og fremmest paa grund af omgivelserne; man kunne sidde flere timer med i-pod i oerne og nyde sceneriet af de frodige bjerge, der taarnede sig op langs flodbredden.

Samtidig gav baadtuern et indblik i livet langs floden. Gamle fiskere med straahatte paa hovedet og aeldgamle triks I aermet, unge buddhister der skulle transporteres op langs floden, og boern der ubekymret og euroforisk badede i flodbreddens tykke leragtige mudder. Hver gang vi kom til den mindste landsby, var vi inde og samle folk op og saette folk af, hvilket gjorde, at man fik moedt en lille vifte af befolkningen, og paa den maade blev baadturen til et mini-studie af den laotiske befolkning. 

Med et par overnatninger i smaa landsbyer langs floden, endte jeg med at blive sejlet naesten helt op til graensen og maatte i den beskedne landsby Muang Khua soergmodigt indse, at floden ikke kunne tage mig laengere nordpaa. Hidtil havde flodpramme vaeret mit eneste transportmiddel i Laos, og jeg maate nu ty til bussen, hvis jeg skulle til graensen. Heldigvis gik der hver dag kl. 4 om morgenen en daglig rute fra Muang Khua til graensen og videre ind i Vietnam. Med et meget oemt haleben og en bustur som jeg aldrig vil glemme, naaede jeg til den gamle krigsby Dien Bien Phu, hvor franskmaendene fik kloe tilbage i halvtredserne.

Jeg var kommet til Vietnam – et nyt land, en ny kultur og en helt anden mentalitet. Hvor gadebilledet i Laos var praeget af orangeklaedte buddhister, var det i Vietnam uniformerede soladater. Dien Bien Phu var en surrealistisk oplevelse. I det ene doegn jeg var der, saa jeg ikke en eneste rejsende, kun vietnamesere med et meget begraenset engelsk ordforraad og en undrende grimasse i ansigtet. Efter en lang tur rundt i byen lykkedes det dog at finde et hostel og et gadekoekken, der ikke saa alt for suspekt ud. Jeg fik saaledes spist, sovet og kom med bussen dagen efter.
            Igen en hoejst mindevaerdig bustur, Jeg var eneste rejsende og stort set ingen i bussen kunne et ord engelsk. Jeg var en blind passager og gav al min tillid til at chauffoeren ville prikke til mig naar vi naaede, den lille bjerby Sapa, som jeg havde taenkt mig at bruge et par dage i. Efter 12 timer intens bejrgkoersel og et meget lokalt frokostophold stoppede den lille minibus og chauforren vendte sig dovent om og fik fremstammet, ‘Sapa’. Jeg kom af bussen, og indsaa jeg at jeg igen var i beroering med turismens lange arme - tilbage i den sindrigt indrettede forlystelsespark og jeg maa indroemme, at det efter en uge i smaa landsbyer langs floden og et bizart doegn i Dien Bien Phu, var en ganske rar foelelse; et varmt bad, et godt maaltid og en god seng blev vaedsat hoejt. Hele ideen med at tage norpaa i Laos var for at komme til Sapa, men jeg endte alligevel med kun at blive en dag - vejen og rejsen havde vaeret en stoerre oplevelse en maalet! Sapa var en hyggelig lille by med en fantastisk flot dal neden for sig, men meget mere var der ikke at komme efter. 

 

Jeg havde vaennet mig til at vaere paa farten og blev hurtig rastloes. Jeg ville til Hanoi og maerke byen inden, at jeg skulle til Indien og fik i sidste ojeblik booket mig paa et nattog; en seks personers kupe paa 4 kvm, med tre senge paa hver side og en halv meter mellem hver. Jeg tror aldrig, at jeg har sovet saa klaustrofobisk, men det lykkedes mig at falde I soevn blandt en venlig vietnamesisk familie, og naeste morgen inden byen var vaagnet, rullede toget langsomt ind i den vietnamesiske hovedstad. Jeg var kommet til Hanoi – en slumrende kaempe, der hastigt er paa vej frem. Der er god vakest i landet, ejendomspriserne i Hanoi er taarnhoeje og byen summede af energi og optimisme. Jeg havde nogle fede dage i Hanoi. I hoej grad takket vaere Emilie fra min gamle gymnasieklasse, som har bosat sig i byen med sin kaereste og fundet arbejde. Jeg blev indlogeret hos dem i et dejligt gammelt fransk tre –etageres hus med Air-Con (der var genrelt ekstremt varmt og fugtigt I Hanoi – en fem-minutters gaatur midt paa dagen og man var badet I sved), og blev guidet saerdeles godt… isaer gastronomisk! Yderligere havde jeg paa grund af min speed-traveling i Laos og Nordvietnam tid til at se Halong Bay – et rigtig “must-see-sight”, som jeg ikke kunne lade vaere med at bruge penge paa. Jeg forkaelde mig selv med lidt lukus, og kom med en stor rummelig baad, hvor vi blev opvartet efter alle bogens regler og kunne bade fra taget.  

Efter Halong Bay var turen endelig kommet til berygtede Indien. Jeg havde gjort mig mange tanker om landet og hoert mange forskellige historier, men det er saa svaert at beskrive eller taenke sig til, at intet kommer i naerheden af at ramme plet. Det var ikke et andet landet jeg kom til - det var en helt anden verden! Alle sanser bliver (over)stimuleret; her lugter anderledes, her lyder anderledes, her smager andeledes, her foeles anderledes og her ser anderledes ud.

 Jeg kom til Delhi kl. 1 om natten og roeg direkte ind i tursistmoellen. I stedet for at blive koert til banegaaerden, som jeg havde bedt den lumske taxachauffoer om, blev jeg slaebt fra det ene saakaldte rejseburaeu til det andet – ingen ville koere mig til banegaarden, da den angiveligt var under “rekonstruktion”. Efter seks timers despesrat diskussion gav jeg op og lod mig snyde. Til overpris fik jeg en privatbil til at koere mig dirkete nordpaa til Rishikesh og jeg kom ud af Delhi. Det var en haard start paa Indien at blive kastet dirkete for hundene uden soevn og mad, men set i bakspejlet slap jeg naadigt fra det.  

De foerste dage i Rishikesh var deciderede tilvaennignsdage. Jeg sov, jeg laeste, sad paa café og undrede mig over hvad i alverden jeg lavede Indien, men efter nogle dage begyndte jeg at komme ovenpaa og fik oejnene op for landets kvaliteter. Her er saa mange muligheder og oplevelser, der ligger og venter paa at blive udforsket, saa stor religioes, kulturel og geografisk diversitet, at det virkelig foeles som, at Indien kuune udgoere en verden for sig. Der er koeer paa gaderne, aber paa tagene og lort i rendestene – alt sammen blandet sammen i en stor tosset paerevaelling af lyde, lugte og indtryk. Bare at gaa en tur ned ad gaden var de foerste dage nok til at at fodrer en med oplevelser for en dag. 

                  Riskikesh var dog et godt sted at begynde min faerd i Indien. Ganges brusede voldsomt ned gennem byen, yoga- og medtitaionsskilte hang overalt paa gaderne, og historier om kudalini og chakraer florerede i krogene – jeg var kommet til mystikkens hjemland!

Taet paa hvor Beatles boede tilbage under deres indiske udskejelser, fandt jeg mig i den aand en ashram at bo i. Der var daglig meditations- og yogaundervisning og jeg begyndte at finde mig til rette. Jeg tror aldrig, at jeg har boet saa simpelt og beskedent, som de fem dage jeg havde i ashrammen. En stenhaard briks som seng, et faelles squat-toilet som lokum, og en vandhane paa hojde med min hofte som bruser. Paa den maade foelte jeg virkelig, at jeg var kommet til Indien og landet voksede paa mig dag for dag.

Efter en uge i rishikesh stroeg jeg med bussen mod nordvest og Dharamsala. Da haeftige regnskyl  flere steder havde oversvoemmet vejene, blev, hvad der skulle have vaeret, en tolv-timers tur hurtigt forvandlet til en toogtyve-timers, hvilket gav andlening til flere sporadiske og meget underholdende “chai”(te)-stop henad vejen. Ikke desto mindre kom vi frem, og tre dage efter sad jeg i Dalai Lamaens tempel og modtog undervisning, i nogle af de mest centrale tekster indenfor tibatansk buddhisme. At se og opleve ham her i hans hjemby har vaeret helt unikt. Byen er tibetanernes hjerte; deres regering er her, deres spirituelle overhoved er her og alle rundt om i verden, der har med landet og deres sag at goere enten er her, har vaeret her eller kommer hertil. Samtidig er det et samlingspunkt for munkene, da flere klostre er beliggende rundt omkring i omraadet. Jeg forelskede mig hurtigt i stedet og efter Dalai Lama-undervisningen, et fem dages buddhistisk filosofi-kurus og nogle dage i byen besluttede jeg at forlaenge mit ophold her fra ti/tolv dage til et maaned i alt. Stedet her kommer saaledes til at udgoere en stor del af min tid i Indien, men efter at have vaeret paa farten i to maaneder er det rart at have slaaet sig lidt ned. Jeg har laert de gode steder i byen at kende og moedt en masse dejlige mennesker. Samtidig har jeg nu hoert Dalai Lama to gange, og virkelig nydt det. saerligt den sidste dag i forgaars, var helt speciel. Man er blevet fodret med smoer-te, tibetansk broed og frokost af munkene hver dag, og jeg har generelt foelt sig som en gaest i hans tempel. I forhold til hvad jeg havde regnet med, har der naesten ingen mennesker vaeret og man har derfor haft en foelelse af intimitet og autencitet, som vil vaere svaer at opstoeve i Bella-Centeret eller lignende. Det har vaeret en gave at se ham paa denne maade.  

Naeste skridt paa rejsen kommer til at foergaa i stilhed og meditation. Jeg har meldt mig til et elleve-dages kursus, lidt laengere oppe af bjerget, hvor der bliver undervist i, og mediteret paa, “Emptiness”, hvilket komplementerer, hvad jeg har laest og hoert om i forbindelse med Dalai Lama-forelaesningerne. Saa det hele falder godt i hak, og jeg foeler at min forstaaelse for, og erfaring af, filosofien rykker sig.   

Alt I alt er derfor jeg en saerdeles glad mand for tiden. Jeg nyder livet, suger til mig af kulturen og prover at vaerdsaette det hele saa meget som muligt. 

Jeg taenker paa jer derhjemme og sender masser af positive tanker i retning af Danmark.

De bedste hilsner fra lamaens eksil.

Nikolaj  

Glade dage i Thailand

Hej familie og hej venner. Her kommer en samlet lille update paa, hvor jeg er, hvad jeg har lavet, og hvordan jeg har haft det. Paa forhaand undskyld mine halv-dramatiserende udskejelser, de er skabt I forhaabningen om ikke at goere det foelgende alt for opremsende og kedeligt - hverken for jer eller mig selv.


I skrivende stund befinder jeg mig paa en gadecafe i Luang Prabang, Laos, med en kulsort og bitter kop kaffe som eneste selskab. Den omtent 30 graders konstante varme blandet med fugtigheden fra den overalt omringende regnskov goer, at man hele tiden sveder en smule – ogsaa naar man sidder stille. Man vaenner sig til det, laere at finde de de smaa oaser med en “fan” og noget skygge og soerger for, at man altid har vand inden for raekkevidde.

Byen er omringet af bjerge; frodige, fugtige og taetpakkede bjerge med regsnkov, der fodrer Mekong-floden med vand fra de daglige massive regnskyl, der praeger regionen I sommermaanederne. Regnskyllene renser luften, skyller alt skidtet vaek, og I det fald at man har tag over hovedet, er de snarere en velsignelse end et irritationsmoment. De udgoer et godt opbrud paa dagen, da alt gaar I staa og ens bevaegelsesmuligheder begraenses til det halvtag, du sidder under. De baerer paa en speciel atmosfraere, og man husker tydeligt de kraftige – hvor man var, hvad man lavede, hvad man taenkte. I haabet om at give et lille resume af turen indtil videre er de derfor et godt udgangspunkt.



1. Regnskyl; Kao San Road, Bangkok. Vores foerste regnskyl var i Bangkok. Efter to dage med druk, VM-semifinaler og nogle bizarre nattelivsoplevelser - ingen naevnt, ingen glemt -, var vi klar til en strand, en bog og en haengekoeje. Vi havde booket nogle billige billeter fra et af de halvsuspekte rejsebureauer paa den famoese Kao San Road og sad nu og ventede paa at blive samlet op med bussen. Det havde ikke regnet I to dage og luften var blytung; himlem mere eller mindre kulsort. De hundredevis af gadesaelgere omkring Kao San Road gjorde sig klar til braget, pakkede deres souvenir-junk sammen og slog presseninger op. Paa mindre end fem sekunder stod det ned I laartykke straaler – 10 minutter efter havde vi rygsaekke paa og bevaegede os I den silende regn ned gennem Bangkoks baggyder – forbi smaa gadekoekkener ind og ud ad smaa passager med halvtage, gennem gemte muay-thai traeningslokaler og endelig drivaade ind I bussen og ud af den hektiske, larmende og forurenede hovedstad, paa vej mod dykkeparadiset Ko Tao. Bangkok var en smagfuld oplevelse, men skal bestemt kun indtages I smaa bidder.

Regnskyl nr. 2, Fishbone, Ko Tao. Vil laegger os tilbage I puderne paa Fishbone; baren der 2 dage forinden havde leveret de mest mindevaerdige pladser til en VM-finale jeg nogensinde har haft. Ude I vandet havde de opstillet en kampe storskaerm, og man kunne saaledes sidde paa stranden og langsomt lade sin foedder begrave af de varme boelger, mens man kiggede ud paa den Thailandske Gulf og en fantatisk stjernehimmel. En kamp der hurtigt vil bliver glemt for spil , maal og chancer, men laenge vil staa skarpt i hukommelsen for lokation, stemming og selskab.

To dage efter sidder vi som naevnt paa samme bar, leaner os tilbage I puderne paa gulvet og faar serveret en staerk tom yam suppe ved det lave bord. Regnen kommer som et brag, lyn oplyser himlen og milimeterne falder hurtigere end man troede muligt. Jacob og jeg suger suppen ind i stilhed og aerboedighed. Vi har betop overstaaet vores dykkerkursus efter et fantasisk natdyk med rocker, baracudaer og en intent foelse af at vaere ude paa en hemmelig James Bond-mission. At stige op paa overfladen, puste luft I vesten, laegge sig paa ryggen og kigge op paa stjenerne og omridset af den lille tropeoe var intet mindre end fantastisk

Efter syv skoenne dage tager vi med vemod og haab om et snarligt gensyn fra faenomenet Ko Tao paa vej mod dens sydlige storebror, Ko Phangan. Et himmerige for ny-hippie’er, der hellere vil dykke og bruge deres fritid I en haengekoeje end at gaa paa arbejde fra 9 til 5 og skabe sig et hjem; En lille isolert afkrog af verden, hvor tiden staar stille og eksistenser velvilligt gaar I staa.

3 Regnskyl: Bottle Beach, Ko Phangan. Jeg vaagner med et saet. Larmen er oeredoevende og vores lille jungle-bungalow virker pludselig ekstrem lille og skroebelig. Regnen haggler ned paa det tynde bliktag og vinden rusker haaardt I traeer og palmer. Jeg aabner doeren ud til vores lille altan og konstaterer overvaeldet, at de to tidligere regnskyl godt kan pakke sammen og boeje sig i mudret for dette voldsomme display af naturens kraefter. Jeg skynder mig hen til tasken, mens Jacob langsomt for oejne I sengen bag mig – dette maa dokumenteres! Jeg skyder en video og pludselig er det overstaaet. Fra vores bungalow gaar vi ned ad de stejle trapper og konstaterer med ro i sindet, at Bottle Beach stadig ligger i den lille dal mellem de to bjergkamme – gemt, isoleret og uendelig smuk. Med undtagelse af enkelte strande i Caribien, er det den smukkeste starnd jeg hidtil har sat mine foedder paa, og uden tvivl den hyggeligste. Fodbold og volley I det kridhvide sand, Thai-style barbecue, poker og det venligste bar-, restaurant-, resort-personale man kan forestille sig. Bottle beache var paa flere maader turens hoejdepunkt og et sted man kun kunne have droemt om at finde.

4. Regnskyl. Vores mudrede toej haenger til toerre i junglen, skoene staar og drypper af paa den noget vakkelvogne traebro, der leder over til den lille pynt ved flodbredden og vores aftensmad simre i en stenalderwok over et lille baal i hjoernet af den aabne junglehytte. Vi sidder indenunder taget og venter utaalmodigt paa vores aftensmad. Omkring langbordet; Jeg, Jacob, Balle, Adam, tre franske piger og fire loakle Thai’er. Der bliver serveret kylling i gul karry, groentsager, ris og kartofler. Maaltidet ligger godt tog er tiltraengt efter en dag med vandfald, rafting og trekking gennem junglen.

Denne gang kommer regnen snigende og vi kigger dovent ud paa toejet, og dropper vores forhaabninger om at faa det toert – hva fae’en vi sidder toert og godt med oel, guitar og mad, vores sovepladser ligger fem meter fra hytten og er godt daekket af et langstraekt myggenet – vi er I junglen og har det skoent! Vi har forladt strandene og har erstattet badedyrstilvaerlsen med trekkerens noget mere kraevende hverdag. Drengens tur naermer sig en ende og min egen en begyndelse. Et lille sus I maven. Nervoesitet, positiv spaending, glaede, aengstaelse – har svaert ved at definere suset. En ukendt foelelse af at springe paa hovedet ud I det ukendte.

5. Regnskyl. Sidder paa Julie’s Guesthouse I Chiang Mai. Kl. er halv ni og himlen er skyfri – Ingen regn, sol paa himlen, men alligevel noget af et tordenbrag - Jeg er alene! Foelelsen er overvaeldene. Har sagt farvel til drengene og har nu en time til jeg dragger mod Laos. Stilhed. Jeg foretager mig intet i en time. Kigger ud I luften og suger det til mig.

6. Regnskyl. Live fra Luang Prabang, Laos. I skrivende stund fyldes gaderne med regn mens min kaffe langsomt lader sig drikke. Jeg naaede ikke at vaere alene I meget mere end den ene time paa Julie’s Guesthouse. Efter 10 minutter I bussen mod graensen, steg to danske drenge paa. Johan og Anton – to broedre fra Roskilde med et uadvendt sind og en dertilhoerende lind talestroem. De sidste fire dage har vi tre fulgtes ad med Nick Kelley fra New Zealand og tre engelske piger fra udkanten af London. Det har vaeret nogle gode dage i fantastiske omgivelser. EFter en noget gudsforladt Thailandsk graenseby, krydsede vi Mekong-floden og var dermed I Laos, hvor vi brugte to dage og en overnatning paa at sejle ned ad den traditionsrige flod. Baadturen I sig selv kunne udgoere et kapitel for sig, men jer er bange at jeg allerede har opbrugt min kvote af semilitteraere floskler. I stedet vil jeg runde af for denne gang.

Her fra luang Prabang gaar turen gemmen det primitive og uberoerte nordlige Laos, hvor jeg har taenkt mig at krydse den nyaabnede vietnamsiske granse og naa Hanoi inden d. 18, hvorfra jeg flyver til Delhi. Naeste mulighed for ordentlig Internet bliver formentlig foerst I Hanoi, saa alt afhaengig af hvor god tid jeg har, kommer der noget mere ud der – ellers bliver det fra India!

Solen har nu gjort sit indtog igen og jeg er ved frisk mod, har god mave og en solid tro paa, at floden er dyb nok til et hovedspring ud i det ukendte.

De bedste hilsener fra Luang Prabang, Laos

Nikolaj