I morgen starter mit store buddhakursus, og jeg begynder dermed at kunne se en ende på mine eskapader. Selvom det på mange måder er vemodigt at skulle tage afsked med den eventyrlige tilværelse som rejsende, er jeg efterhånden også en mæt og veltilfreds skribent, der glæder sig til at sætte sig på hug og fordøje alle de oplevelser og indtryk, som de seneste måneder har budt på.
Inden det når så langt, slipper i dog ikke for et sidste kapitel her på bloggen. Endnu et måned er nemlig gået, og der er igen masser af erfaringer, der presser sig på for at blive skriftliggjort.
For det første vil jeg gerne skrive lidt om Nepal, og hvilket fascinerende sted på kloden det er, og for det andet vil jeg gerne fortælle lidt om, hvad Knub og jeg har foretaget os i de tre uger, vi havde sammen i dette skøre og forunderlige land.
Det begyndte med et meget glædeligt gensyn. Efter 2 måneder alene på farten var det herligt at se Knubs glade ansigt dukke op ud af menneskemængden i Kathmandus lufthavn. Uden rygsæk, der først kom dagen efter, men med et stort smil på læben - åben og forventningsfuld og med en appetit på oplevelser, der hurtigt blev mødt. Når man kommer direkte fra Danmarks struktur og renlighed, er bare det at gå en tur i gaderne her er i sig selv en kæmpe sværm af indtryk. Jeg tror med andre ord, at det var en begejstret og forbløffet Knub, der tog imod Kathmandus labyrint af små smalle stræder, gemte tempelpladser og latterligt proppede gågader hvor horder af gadesælgere tilbyder alverdens underlige ting, imens scootere og motorcykler ihærdigt prøver at dytte sig gennem den tætpakkede masse. Et kvarter på hovedgaden og man er færdig.
Heldigvis havde vi en afslappet base i det gamle hippiekvarter omkring ”Freak Street”, hvor man stadig kan falde over levn fra starten af 70’erne, der sidder og hænger ud med røg og kaffe på den håndfuld cafeer, der har overlevet tidens tørn. Herfra brugte vi vores første dage på at udforske Kathmandu og de omkringliggende bydele Patan og Bhaktapur, hvor gaderne i sig selv kunne udgøre et museum; gamle bindingsværkshuse med detaljerede træsnit, små skrin med hinduguder og templer fra en svunden tid hvor landet lukrerede godt på deres position som handelsrute mellem Indien og Tibet/Kina.
Knub på torvet i Patan
Politisk og økonomisk må man sige, at den storhedstid er forbi. Landet er et af verdens fattigste og fik for blot to år siden indført demokrati, men grådige og korrupte politikere med alt for dybe lommer gør det hele tungt og ueffektivt, og man har således stadig ikke formået at få en egentlig forfatning på plads. Kulturen og folkeånden lever derimod i allerhøjste grad og man kan næsten ikke undgå at blive revet ned i en farverig gryde af tibetansk buddhisme, hinduisme og naturreligion, der giver kulturen dens helt særegne præg. Anden aften Knub var i byen, stødte vi såledespå en mindre gruppe hinduer, der under en høj orange træparasol bar rundt på en mand i trancetilstand. Forsamlingen stoppede op ved et af templerne på Kathmandus ”Durbar Square”, og her blev en ged ud af mørket hevet frem og brutalt slagtet. Pludselig var folkemængden spredt og rykket videre med trancemanden, der efter sigende havde ladet den blodtørstige gud Kali inkarnerer i sig. Tilbage var en tyk klæbrig blodpøl og to forundrede danskere. Det viste sig, at Knub var ankommet midt i den vigtigste og mest blodige festival på året, ”Dasain”, hvor geder, haner og alskens andre kreaturer får lov at lade livet som ofring til Shiva og hans slæng af sagnomspundne guder. Barbarisk for nogle, naturligt for andre, men i hvert fald kultur for alle pengene.
På trods af udbredt festivalstemning landet over kom vi efter nogle begivenhedsrige dage i Kathmandu med en bus vestpå til landets andenstørste by, Pokhara – centrum for trekkere, paraglidere, riverraftere og alverdens andre eventyrere med hang til højder og høj puls. Byen ligger ned til ”Phewa lake”, der, omkranset af bakkekamme og med Himalayakæden i baggrunden, giver byen en dejlig laid-back atmosfære.
Phewa Lake, Pokhara
Kulturelt og historisk har Pokhara dog ikke det store at byde på, og det er hovedsagligt på grund af trekking og adventuresport, at folk kommer dertil; Knub og jeg var ingen undtagelse. Vi begyndte med en halvanden times ”action packed” riverrafting, hvor vi fik vores sag for. I løbet af to minutter vi gennemblødte, og halvvejs nede af floden gik det galt for vores partnerbåd, der kindrede og måtte en tur ned og svømme i den kolde brusende flod. Efterfølgende klappede vi hinanden på skuldrene - meget veltilfredse med ikke at have at været på svømmetur.
Paragliding kunne vi simpelthen heller ikke lade være med at bruge penge på. Vi kiggede hver dag med misundelse op på de mange faldskærme, der svævede over bakketoppene, og besluttede os efter få overvejelser at springe ud over en 2000 meters høj klippeskrænt med intet andet end en stor pose stof og en instruktør på ryggen - en af de klogeste beslutninger jeg længe har truffet.
Paragliding med Knub nede i venstre hjørne og Himalaya i baggrunden
Følelsen af først at løbe ned ad skrænten for i det næste øjeblik at svæve igennem luften var helt igennem genial, og de første mange minutter kunne jeg intet andet end at grine højlydt og udbryde… waaaauuuuhh! Fysisk landede vi efter en halv time, men mentalt tog det væsentlig længere.
Den uden tvivl største oplevelse ved Pokhara var dog trekkingen; den lange gåtur som viste sig at være meget mere end bare en lang gåtur. Syv dages hård fysisk udfoldelse i et eventyrlandskab fuldt af frodige grønne dale, floder, vandfald og bjergtinder der majæstatisk tårner sig op i horisonten. Når jeg kigger tilbage, føles det en smule som om, at man var i en drøm, ude på en mission i en slags magisk parallelverden. Vi klatrede op og ned af stentrapper. Vi slæbte os over bakkekamme og ned igen for at krydse floder. Vi faldt udmattede om i vores senge kl. ni om aftenen og vågnede med solen om morgenen for at komme ud på ruten. De første dage var hårde og ubarmhjertige, særligt fordi vi blev konfronteret med hvilken fysisk udfordring, det egentlig var, at vi havde givet os i kast med. De efterfølgende dage begyndte benene at gøre ondt, men mentaliteten steg gradvist i takt med vores højde over vandets overflade, og efter fire dages strabadser befandt vi os i 4200 meters højde på Annapurna Base Camp; udmattede og forfrosne, men lykkelige over at have nået målet og samtidig fuldstændigt blæst bagover af de syn og den naturoplevelse vi havde fået med på vejen.
Macchapuchere (langt fra sikker på stavningen) set fra ruten
For to mænd der altid har været tiltrukket af bjerge var det en helt speciel følelse at sidde midt inde i verdens højeste kæde og være omgivet af tinder på syv- og ottetusind meters højde. Stilheden og storheden var slående.
Annapurna Base Camp (4200)
Turen ned gik noget mere smertefrit, vi hoppede fra sten til sten og fra det ene ”teahouse” til det andet, og hvor vi på vejen op havde halset efter kunne vi nu det hele. Vi var nede på tre dage og satte os ind i bussen til Pokhara med ømme muskler og smil på læberne - det var tid til øl, mad og massage.
Efter således at have riverraftet, paraglidet og trekket følte vi, at Pokhara havde tjent os godt, og vi vendte igen snuden mod landets hovedstad. For at skære turen over i to og samtidig få et lille indblik i livet på landet besluttede vi os for at stoppe i den lille by, Bandipur. Udover at give et landligt indblik må det siges, at Bandipur ligeledes gav indblik i, hvordan turismens lange og voksende arm, har influeret den almene nepalesers liv. En by, der for ti år siden ikke havde set skyggen af turisme, havde nu en hovedgade indrettet til at imødekomme omverdens behov. Man må være påpasselig med at dømme turismen som negativ eller positiv - den er formentlig begge dele - men meget har forandret sig i Nepal de sidste 10-15 år, og det er en udvikling, der med garanti kommer til at fortsætte. Man kan derfor kun håbe, at de formår at bevare den kulturelle og naturlige rigdom som landet er i besiddelse af, og at udviklingen bliver dirigeret i en positiv retning.
Tilbage i Kathmandu tog vi efter nogle dage med indkøb, afslapning og gode måltider afsked, og Knub kørte sin sidste strækning på turen fra Freak Street til lufthavnen. Dermed sluttede tre uger, som længe vil stå skarpt i vores ellers sløje hukommelser. Udover Nepal i sig selv, bestod en stor del af oplevelsen naturligvis også i at være sammen i tre uger og dele alle indtrykkene med hinanden. Det er de færreste, der får den slags muligheder, og det kan svært overvurderes.
Med et måneds klostertilværelse foran mig og en masse uforglemmelige oplevelser i bagagen er jeg nu igen alene. Jeg har haft fire af de mest udfordrende og givende måneder af mit liv, som jeg utroligt gerne vil give jer del i, men som desværre kun har ladet sig beskrive i overfladiske brudstykker. Jeg glæder mig derfor til at se jer, fortrinsvis over et godt dansk julemåltid, og udfylde hullerne og detaljerne så godt som muligt. Ikke desto mindre har det været en god måde at kommunikere hjem på, og ikke mindst på grund af alle jeres positive og motiverende tilbagemeldinger har det været en fed adspredelse, i de perioder hvor jeg har haft tid. Tusind tak for det, og tak for i læste med.
Kram og kærlighed til jer alle.
Nikolaj
No comments:
Post a Comment