Det begyndte med en tidlig morgenbus fa Dharamsala til Amritzar ved den pakistanske graense. Jeg havde dagen forinden afsluttet mit elleve-dages "tomheds-kursus" og havde vaenet mig til mildest talt ikke at faa alt for mange indtryk ind. Derfra at blive kastet ud i en indisk millionby var selvsagt noget af en omvaeltning. Til mit held havde jeg moedt to tyske piger i bussen, som jeg kom godt ud af det med, og sammen havde vi oplevelsen af at blive frekventeret i sikkhernes overdaadige gyldne tempel. Udover selve templet bestod oplevelsen af dagligt at blive bespist i de kaempe spisesale, der laa op til templet. Omtrent 60.000 bliver hver dag koert igennem et simpelt indisk maaltid bestaaende af karry, linser (daal), fladbroed (chapati) og en slags rispudding til dessert - alt sammen spist paa gulveet i lange raekker saa udskaenkningen kan komme frem til alle med deres kaempemaessige spande af idnisk guf. YUM!
Det var logistik og betjening paa hoejt plan og i betragtning af, at det hele var donationsbaseret, var det ikke mindst gaestfrihed i saerklasse. Ligesaa med sovepladserne. I en floej af templet blev alle rejsende tilbudt simple "dorms", hvor folk hang ud og udvekslede erfariger og tips. Logistikken her var dog ikke saa god som i spisesalene, saa da vi skulle til at sove om aftenen, var der et maerkbart underskud af sengepaldser, saa folk fra verden over kom virkelig hinanden ved den aften! Jeg vaagnede tidligt den nat ved et lystofroer, der stod og flakkede, og mellem en tysker og en israeler klemte jeg mig forsigtigt ud af den lange og taetpakkede raekke af sovende verdensborgere. Solen var endnu ikke staaet op, og jeg saa mit snit til at opleve en solopgang af de helt saerlige. Sammen med hundredevis af indiske pilgrimme, der havde sovet udenfor paa tempelpladsens haarde stengulv, bevaegde jeg mig ned til templet og fik set en solopgang, som jeg sent vil glemme. Jeg sad paa bredden af den hellige soe, i hvis midte templet befinder sig, og maabede - det var Indien som jeg hade droemt om, at det ville vaere; en knaldroed sol over et gyldent tempel, omringet af en masse skoere, venlige og religiost hengivne mennesker, der byder dig ind til en smagsproeve af deres form for tilbedelse. Fantastisk!
Efter blot halvandet doegn forlod jeg taknemligt Amritzar med en uforglemmelig oplevelse bag mig og en 22 timers togtur til Varanasi foran mig. Jeg havde booket en soveplads paa "regular sleeper", og det viste sig at vaere det helt rigtige. Jeg fik den overste briks i en aaben seks-personeres kupe og lagde mig godt til rette med min backpack som hovedpude. Paa trods af den haarde briks og de mange lyde fra det gamle bumletog fik jeg sovet glimrende og vaagnede foerst sent ved lyden af tesaelgerne, der evigt bevaeger sig igennem toget og messer "Chai-Chai-Chai" i en monotom rytme. Jeg fik mig hurtigt en kop, satte mig op paa min briks og sluprede den i mig mens jeg begyndte min obsevation af togets herligheder. Stoerst af dem alle de mange saelgere der med jaevne mellemrum kommer forbi med alverdens underlige madvare: Samosa'er, karyy-retter, Chai og en lang raekke andre udefinerbare ting som forblev mig og min mave ubekendt. Samosaerne var dog fremragende - sproede udenpaa, bloede indeni og speakket til randen med indiske krydderier. Jeg fik fire til morgenmad og laenede mig tung i maven tilbage i saedet. Efter lidt over en maaned i Dharamsala foelte jeg igen, at jeg var paa farten, og det var fedt! Et sus i maven og et skaevt smil paa laeben mens jeg kiggede up paa det passerende landskab og de smaa landsbyer som vi rullede ind og ud af. Toget koerte langsomt, men turen gik hurtigt. Paa toogtyve timer havde vi krydset over det halve af Indien, og jeg befandt mig nu i Varanasi.
Jeg koerte ind i byen ved solnedgang, fandt mig hurtigt et guesthouse og bevaegede mig ned til Ganges i tide til "aftenpuja" - et slags renselsesritual udfoert hver aften ved flere af de "ghats" som foerer ned til den hellige flod. Ser man bort fra den evige kamp med rickshaw-chaffoerer, gadesaelgere og utallige andre suspekte eksistenser, der haenger ud paa gadehjoernerne og henvender sig, naar man bevaeger sig ned gennem centrum, saa gik tingene ret smurt i Varanasi. Det var i hoej grad takket vaere en indisk fyr ved navn Sonu fra mit guesthose, som droenede mig rundt i byen paa sin motorcykel. Gennem den vanvittige traffik naaede vi hurtigt frem til alle de steder i byen, der var vaerd at se, og efter to et halvt doegn foelte jeg, at jeg havde set Varanasi. Hovedattraktionen havde vaeret at sejle ud paa Ganges tidligt om mogenen for at se solopgang og de mange indere, der badede sig i den forurenede flod.
Samme morgen gik jeg gennem den gamle bydel ned til den ghat, hvor kremeringerne finder sted. En hovedaarsag til byens status som den helligste i Indien skyldes den tro, at man ved doedsfald kan rense den afdoede fra negativ karma ved at dyppe vedkommende i Ganges. Man lader derefter liget toerre og braender det ved flodbredden. Varanasi og Ganges fungerer dermed som et slags hinduistisk begravelsesmekka, hvor indere valfarter til med afdoede familiemedlemmer. Jeg blev foert rundt af en af de brahminer, der havde sit virke ved ghatten, og jeg blev ikke sparet for noget - lig der braendte og sorgende familier blev udstillet som det mest naturlige i verden, og jeg blev efterladt noget chokeret af min rundviser, der ikke var bleg for at spoerge om en betragtelig donation; et billede der generelt illustrerer mine oplvelser med hinduismen. Man bliver hurtigt og ret kontant foert igennem et tempel eller en ceremoni og bliver efterladt rundtosset og gerne med nogle hundrede rupees mindre paa lommen. Det er alt sammen meget dramatisk og stemningspraeget med hoejlydte mantraer, absurde maengder roegelse, maling og blomster og som regel ender det med, at man bliver preset til at "ofre" en masse penge. Det er fascinerende og farverigt, men det er ikke altid, at man gaar derfra med en god smag i munden. Det samme med mit genrelle indtryk af Varanasi - det var en stor oplevelse at se de forskellige ghats, sejle paa Ganges og krybe sig ned gennem koer og templer i centrums smalle og snoeklede straeder. Jeg kom taet ind paa den religioese feber og fik set et knudepunkt i hinduernes verden, men det var konstant med foelelsen, at man var en penegmaskine som kunne aabnes op ved hjaelp af religionen. Det var derfor med en blandet foelelse at jeg satte kurs mod Bodhgaya - stedet, hvor Buddha blev oplyst.
Havde jeg troet, at jeg kunne undslippe hinduismen i Bodhgaya, tog jeg grueligt fejl. Det viste sig, at der i den weekend, hvor jeg var i Bodhgaya, samtidig fandt en hinduistisk festival sted i naerheden, og Bodhgaya var detrfor proppet til randen med indiske turister... SUK! Rickshaws der ivrigt dyttede i deres haabloese forsoeg paa at komme hurtihere frem, store gamle turistbusser der osede kulsort roeg ud af udstoedning efterfulgt af menneskehorder, der maser sig ud og ind imelem hinanden i den stegende og stoevede hede. Bodhgaya var bestemt ikke det afslappede vandhul, som jeg havde forventet, men kunne man vaere taalmodig og traekke et smil paa laeben i rettte tid, var det en oplevelse at se det indiske valfartscirkus rulle sig ud, og man maa sige, at det skabte noget liv ved det gamle tempel. Samtidig fik jeg paa trods af virvaret mediteret under boddhitraet med nogle venlige munke og foretaget mig en dagstur ud til nogle af de huler, som han medieterede i inden, at han satte sig under boddhitraet.
Naste stop i Buddhas fodspor var Bihars aeldgamle hovedstad, Rajgir, og den saakaldte "Vulture's peak" , hvor han tilbragte en stor del af sine sidste aar, og hvor "Hjertesutraen" angiveligt blev tilvejebragt. Sutraen er en kernetekst indenfor mahayana-buddhisme og fungerede som omdrejningsunkt for baade Dalai Lamas belaeringer og mit efterfoelgende kursus. Jeg taenkte derfor, at et besoeg ville fuldende billedet og derudover udgoere en god mulighed for at komme ud og se noget af Bihar. Efter en aften og to doegn forlod jeg derfor om morgenen Bodhgaya, og samme eftermiddag befandt jeg mig paa et meget lokalt og uhumsk hotel i midten af Rajgir. Jeg var kommet paa landet i Indiens fattigste delstat, og jeg var kommet vaek fra turistsporet. Folk kiggede ofte med lange oejne paa mig - om det var ud af nysgerrighed, undren eller noget tredje skal jeg ikke kune sige, men det var tydeligt, at det ikke var hver dag, at en blond ung vesterlaendning kom forbi med en stor klump paa ryggen. Da jeg fik begivet mig ud til Vulture's Peak for at meditere, endte jeg istedet med at blive centrum for en hel skolekalsse, der var paa udflugt. De fangede mig uforberedt, og paa to sekunder havde alle deres mobiltelefoner fremme for at faa taget deres billede med mig, efterfulgt af spoergsmaal som; where from? how old you are? How many days India? Og jeg foelte mig et kort oejeblik som en anden hollywoodstjerne. Efter noget tid i rampelyset sagde jeg paent farvel og fik slaaet mig ned paa Vultres Peak til solnedgang. Den torre varme fra heden havde lagt sig og ud over en lille gruppe koreasnke buddhister havde jeg stedet for mig selv. Jeg satte mig godt tilrette og fandt ro ovenpaa en saerpraeget rejsedag.
Rajgir og den omkringliggende egn var et hul i jorden for at sige det lige ud, men ikke desto mindre et meget interessant et af slagsen, idet det gav indsigt i, hvordan forholdene er "off the beaten track". Paa grund af delstatens fattigdom og mangel paa deciderede attraktioner (Bodhgaya udeladt) var turismen stort set uudviklet - ingen restauranter, ingen vestlge toilletter og ingen rickshaws, kun smaa lad drevet af heste som man kunne hoppe op paa for ti rupees. Udenfor de falerede smaabyer langs vejen levede folk, som jeg forestiller mig, at de gjorde det paa Buddhas tid - smaa lerhytter, en broend, en mark (ris hovedsagligt) og et lille mudderhul hvor den enlige vandboeffel kunne faa lov til at koele af midt paa dagen. Det var dermed ogsaa kun et faatal, der kunne snakke et meget begraenset engelsk, men folk var utroligt soede, og jeg klaerede mig med diverse gestikulationer og haandtegn.
Rejsen fra Rajgir og nordpaa var temmelig kaotisk. Toget fra Rajgir var koert af sporet, og jernbanen dermed var ude af drift. Jeg kom op i en bus til en naerliggende by, moedte fire hoejst besynderlige gutter fra Delhi og fik sammen med dem hyret en chauffoer, der koerte os til Bihars hovedstad Patna. Fra hovedstaden kom jeg alene videre til Hajipur, hvor jeg havde booket et tog nordpaa kl 13:50. Pa grund af forsinkelsen ankom jeg stakaandet og svedende 13:48 paa stationen og loeb (sikkert til stor fornoejlse for alle de lokale) forvirret rundt for at finde mit tog, som viste sig at vaere to en halv time forsinket (ikke unormalt i Indien). Jeg slog mig ned paa den spaekkede perron og bestilte "chai". Det var mit sidst doegn i Indien, og jeg satte mig tvesindet ind i det forsinkede tog. Paa den ene side glad for at slippe ud af hvad der somme tider forekom som et varmt, beskidt og tosset inferno af gadesaelgere og ivrige rickshawchauffoerer. Paa den anden side vemodig over at sige farvel til den ubetinget stoerste kulturelle oplevelse jeg har haft i mit liv.
Ovenpaa en fin sidste overnatning i Indien og tre timers buskoersel var jeg dagen efter ved graensen til Nepal. Jeg fik smertefrit ordnet visa, og inden jeg fik set mig om, sad jeg paa taget af en nepalesisk bus og koerte vindblaest ind i den naerliggende graenseby. Der var en herlig vagabondfoelelse over at at sidde der paa taget og jeg foelte mig klar til at tage imod, hvad end Nepal havde at byde paa.
Indtil videre har det vaeret en overnatning ved Buddhas foedested, Lumbini, en ti-tmers bustur og nogle skoenne dage i Kathmandu. I byens gamle hippie-kvarter har jeg fundet mig et herligt lille kvistvaerelse med masser sjael, og jeg har de seneste dage siddet i solen paa min smalle afsats og oevet mig i ikke at foretage mig noget. Huset her har fungeret som et "guesthouse" i en menneskealder og har uden tvivl vaeret vidne til lidt af hvert, saa jeg har frydet mig ved tanken om alle de typer, der op gennem tiden har siddet paa samme maade som mig med det formaal at opleve en anden verden end den vestlige - nogle i soegen efter et alternativ, andre af ren nysgerrighed.
Imorgen lander Knub i lufthavnen og et nyt kapitel begynder som naevnt - et kapitel som jeg glaeder mig utroligt meget til og som jeg er sikker paa bliver fabelagtigt. Baade at komme op i bjergene og faa se landet, men i ligesaa hoej grad at faa selskab af Knub og faa glaeden af at dele nogle forhaabentlig fantastiske oplevlser med daddy'o.
Som tiden skrider frem, maa jeg erkende, at tankerne efterhaanden ogsaa vandrer frem til december og til at se jer over et godt hjemmelavet maaltid og en god flaske vin.
Savner jer alle meget.
Masser af kaerlighed herfra Kathmandu.
Nikolaj
